Konventionel tekst læses lineært. Det betyder, at en afsender kan hjælpe læseren med at orientere sig i teksten vha. metakommunikation om, hvordan teksten er bygget op. Man kan skrive eksempelvis "Se du læste i afsnittet ovenover" eller "Som vi forklarer på næste side". I en hypertekst bliver sådanne informationer meningsløse, fordi man ikke på forhånd kan vide, hvor læseren begynder sin læsning og hvilke informationsstumper, han vælger at gå til efterfølgende. Sammenlignet med konventionel tekst flyttes kontrollen over læseforløbet derfor i hypertekst fra afsenderen til modtageren. Modtageren bliver i højere grad en medskaber af teksten, fordi han selv bestemmer, hvilken rækkefølge han vil læse tekststumperne i. Afsenderen stiller informationsstumper til rådighed, som modtageren selv kan stykke sammen til et informationsforløb.

 

Når man skriver til nettet skal man derfor være opmærksom på, at bryde lange tekster op i mindre, afrundede informationsstumper, der netop gør det muligt for læseren selv at sammenstykke teksten, og man skal konsekvent undgå sætninger ala "som du læste ovenover", fordi hypermediet gør, at man umuligt kan vide, hvor læseren vælger at begynde sin læsning. Lange tekster skal brydes op i mindre bidder, der hver især kan læses isoleret og som uden problemer kan sættes i relation til de øvrige informationsstumper på andre sider.

 

Opsummerende må man derfor sige, at med hypertekst nedbrydes det traditionelle skel mellem forfatter og læser til en vis grad, hvilket imidlertid stiller større krav til læseren. Et forhold, som designerne bag 2.generations hypermedie systemerne var man meget bevidste og valgte forskellige løsningsmodeller til at håndtere. I Notecards blev der stillet forskellige grafiske oversigtskort tilrådighed. I KMS satsede designerne på at skabe et hurtigt system, således at læseren hurtigt kunne finde tilbage såfremt han var faret vild.